Overraskende fin Audi A1

Audi a1 Foto: Flemming Haslund
Audi a1 Foto: Flemming Haslund

Bilverden ser i disse dage en nyhed, der kan komme til at vende op og ned på vores opfattelse af en lille luksusbil.

Audi ruller den ny A1 frem – kun sjældent, måske aldrig har vi set en sådan kombination af raffineret design, lækker luksus og fornuftig pris.
AUDI A1 HAR verdenspremiere i Berlin disse dage. Biljournalister og testkørere fra hele Europa bliver fløjet ind til den tyske hovedstad for for første gang at opleve den ny bil bag rattet.
AUDI A1 DELER teknik med Volkswagen Polo, der jo stammer fra samme koncern, nemlig VW Group, der ud over Audi og Volkswagen også rummer bl.a. Skoda og Seat, Bentley og Lamborghini. A1 har samme platform som Polo, samme hjulophæng og affjedring, samme motorer, samme gearkasser. Og så kan det vel kun blive godt? Eller?

Tæt på direkte tyst
Vi starter midt i Berlin, prøver en masse af Berlins jammerlige asfalt, suser ud på noget Autobahn og finder de gode sving. Så hvordan kører den så?
Den ny Audi A1 kører godt - sagt med det brede omfattende ord. Affjedringen er dejligt fast og støddæmperne kan virkelig sluge asfaltujævnheder og kloakdæksler. Netop den egenskab er med til at skabe indtrykket af en langt større bil. Og sagt med store bogstaver: Her er ingen knirken, rallen eller andre ulyde - heller ikke de gamle cementveje her i området.
Lydniveauet er lavt, direkte tyst er en A1 ikke, men det er derhenad. Dog fangede den ene af testbilerne en vindstøj omkring sidespejlet. Ikke en fejl ved netop dette eksemplar, men en pudsighed ved nogle 'vindretning'. Stille motorer er med til at understrege lydniveauet.

Audi synes selv, at man oplever ”den der gokart-feeling” bag rattet i en A1. Men glem det! Audi A1 styrer aldrig skarpt og inspirerende som klassens virkelige ”gokart”, nemlig Mini. Det gør ikke den nye tysker kedelig eller slap. Men ”gokart-feeling”? Bestemt ikke.

A1 - en designer-hatchback
Smart design hele vejen rundt – her er hvorfor A1 ser så godt ud
De fleste er enige, den ny Audi A1 ser racende godt ud. Men hvorfor? Designets kvalitet kan ”skilles ad” i fire punkter:
Audi A1 er kort, faktisk lige under fire meter.
Audi A1s taglinje bagtil er modig og skaber den frække grundform.
Audi A1 har den typiske Audi-grill og LED-forlygterne, der danner et liggende S.
Audi A1 ha store 17''-hjul. Det vil sige, den kan leveres i versioner med helt ned til 15''. Men spring som hjul over. Store hjul ser altid godt ud – men i tilfældet A1 er de en forudsætning for den fancy fremtoning. Det er her, den nye mini fra de fire ringe træder ny asfalt.

Og det gode design fortsætter inden døre. Materialevalg som i større biler, knapper, der føles og lyder godt, når de drejer, indsugningsdyser formet som en turbine, fedt lydanlæg selv i mindste udgave. Der kæles hele vejen rundt.

Men bagsædet er alt for småt
Men på ét punkt må kabinen give fortabt: Bagsædet - inkl. adgangen til bagsædet.
Den nye Mini fra de fire ringe er jo en firepersoners hatchback, men i virkelighedens verden er den tættere på en 2+2. Når forsæderne er kørt tilbage, så jeg - 189 cm høj - sidder godt, er der mindre end 10 cm benplads til bagsædet. Og selv om jeg kører forsæderne frem og dermed ikke ”sidder bag mig selv”, er der hverken tilstrækkelig benplads eller hovedhøjde på bagsæderne.

Dernæst er det vanskeligt at kravle om på bagsædet gennem fordørene – husk på, 3-dørs, ikke 5-dørs hatch. Og ud igen er værre. De tre døre gør det samtidig vanskeligt at bakse babyer om i en barnestol på bagsædet.
En dag op og ned ad den tyske lineal og rundt på småveje gi'r selvfølgelig ikke alle svar – ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at den ny designer-hatch fra Audi er en af årets mest interessante bilnyheder - den er så godt, at jeg gætter på, at den har store chance for at vinde de to Årets Bil-titler, der er mest interessante her i landet nemlig Den Internationale Årets Bil og Årets Bil i Danmark.

Audi A1 - modelprogrammet og priser
Den ny mini kommer i først omgang i fem varianter - tre på benzin, to på diesel.

Benzin
A1 1,2 TFSI 4-cyl. række, turbo 86 hk 19,6 km/l 218.301 kr.
A1 1,4 TFSI 4-cyl. række, turbo 122 hk 18,5 km/l 251.100 kr.
A1 1,4 TFSI* 4-cyl., række, turbo 122 hk 19,2 km/l 278.234 kr.

Diesel
A1 1,6 TDI* 4-cyl. række, turbo 90 hk 26,3 km/l Ca. 233.200 kr.
A1 1,5 TDI 4-cyl. række, turbo 105 hk 25,6 km/l 249.838 kr.
*) med S tronic. **)introduceres i DK januar 2011, de øvrige modeller lanceres september 2011.

Audi A1 1,4 TFSI – helt kort
A1 er en helt ny serie af biler fra Audi. Teknisk set er A1 Audis udgave af Volkswagen Polo – de to modelrækker står på samme platform, de har samme hjulophæng og motorer. Audien adskiller sig først og fremmest på mere fancy design og en større følelse af luksus. Foreløbig tre benzinere og en to dieseler, her tester vi seriens topmodel med 122 hk, dobbeltkobling-gear og godt med udstyr – 1,4 TFSI S tronic hedder den.

Audi A1 1,4 TFSI – teknikken
Type: 4-personers hatchback
Design: Frontmotor, forhjulstræk
Motor
Design: 4-cyl. rækkemotor, turbo
Slagvolumen: 1,4 liter
Effekt: 122 hk ved 5.000 o/min.
Moment: 200 Nm ved 1.500 – 4.000 o/min.
Præstationer
Acc., 0-100 km/t: 8,9 sek.
Topfart: 203 km/t
FORBRUG OG UDSLIP
Forbrug i flg. EU-mix: 18,5 km/l
CO2-udslip: 122 g/km
PRIS OG LANCERING
Pris: 251.100 kr.
Lancering i DK: September 2010

Relaterede billeder

  • Audi a1 Foto: Flemming Haslund
  • Audi A1 Foto: Flemming Haslund
  • Audi A1 Foto: Flemming Haslund
  • Audi A1 Foto: Flemming Haslund

Af Flemming Haslund
26. juli 2010 05:00