Mitsubishi stikker snuden frem i ny klasse

Den nye Mitsubishi ASX er kompakt og imponerer med sin nyudviklede 1,8 liters dieselmotor.

Livet er fuldt af valg. Og der bliver fortsat flere af dem. En sandwich kan vælges i utallige varianter, kabeltv-selskaberne byder snart på et hav af individuelle pakker, og betegnelsen crossover er ikke længere forbeholdt én biltype. De findes nemlig både i størrelsen kompakt, medium og full size. Og nu vil Mitsubishi med priser fra godt 300.000 kroner også være med i den mindste klasse, der ikke er så lille endda. Våbnet hedder ASX, der med sine 4,30 meter i længden er en skvis kortere end Nissan Qashqai, men med sin undervogn, der matcher storebror, Outlander, har en akselafstand, der er fire centimeter længere end konkurrentens. Det betyder, at ASX er ganske godt udhulet, selv om udhængene er korte. Vi er heller ikke i tvivl om, at der er kommet et nyt ansigt i klassen. ASX’ er nemlig udstyret med en ordentlig Günther af en rektangulær snude, der i mærkets terminologi er døbt ”Jetfighter front”. Den markerer slægtskabet med resten af Mitsubishi-programmet, som over de seneste par år har fået nye og markante næser. ASX’en er dog spritny og markerer det japanske mærkes indtog i en ny klasse, hvor de naturlige konkurrenter også er de mere kantede MPV’ere og de traditionelle stationcars.

Stramt stylet
Det står hurtigt klart, at de japanske ingeniører har skabt en SUV, der er meget europæisk. Lige fra de stramt designede linjer over den faste, men alligevel forholdsvis komfortable undervogn. Det er stadig en høj bil, men med et forholdsvist lavt tyngepunkt, og et styretøj, der ikke er blandt de mest knivskarpe, men som dog klarer ærterne og styrer pænt direkte gennem svingene. Det hele hjulpet umanerligt godt på vej af en helt nyudviklet 1,8 liters dieselmotor med 150 hk, der er superelastisk og sejtrækker fra 1500 omdrejninger. Den er også rimeligt økonomisk. På papiret går den fornuftige 18,2 km/l i versionen med rent forhjulstræk, ikke mindst takket være stop/start-teknologi. Den forhjulstrukne version er meget letbenet og adræt, mens firhjulstrækkeren nok har den bedste vægtfordeling, men med sit tunge bagtøj også er langt mere besværet at danse med. Hvis den indstilles til 4WD, kører ASXen som udgangspunkt med forhjulstræk og skifter til firhjulstræk alt efter terræn og underlag gennem en elektromagnetkobling. Den har desuden elektronisk spærredifferentiale.

Kæmpestor gearstang
Indstigningen foregår regulært. Og bag rattet har du udsigt til et fladt liggende og logisk opbygget instrumentbord med dybe viserinstrumenter. Det første, som fanger blikket, er den enorme bønnestage af en gearstang, vi skal helt tilbage til en Volvo 142 for at finde i samme king size-størrelse. Men der er mening med tingene. Kæppen ligger godt i hånden, lige ud for armlænet, og gearene klikker ganske præcist, hvor det nogle gange kan klares med små vrik. Vi kan samtidig glæde os over, at Mitsubishi nu - endelig - har fundet ud af, at et rat skal kunne justeres i fire retninger og ikke kun to. På bagsæderne er benpladsen tilstrækkelig for selv langbenede, mens højden lige slæber an, når man sidder i de dybe sæder. Der er dog højt op til vinduerne for smårollinger. Bagagerummet er på 416 liter og på papiret cirka på størrelse med Qashqai, men den skrå taglinje stjæler i højden. Vi glæder til at prøve, om en barnevogn kan klemmes ind. At bagsædet ikke kan længdeforskydes, gør heller ikke tingene bedre.
ASX kommer også med en ny 1,6 liters benzinmotor på 117 hk, der skulle klare pæne 16,9 km/l. Men kun i den forhjulstrukne version med grundudstyret Invite. Ellers hedder det diesel, hvor den billigste model starter fra cirka 354.000 kroner. Invite-versionerne er ganske veludstyrede med bl.a. klimaanlæg, alufælge og regnsensor, mens det koster en snes tusinde at rykke i næste udstyrsniveau, Ambition, og 30.000 kroner for at få firhjulstræk. Med det prisniveau ligger ASX i luftlag med konkurrenter som Nissan Qashqai, Peugeot 3008 og Skoda Yeti.

Benzin-udgaven kommer senere
De første diesel-modeller står ude ved forhandlere fra midten af juli, mens benzinerne kommer efter sommerferien. Umiddelbart virker den 1,8 liters diesel med sin høje ydelse og lave forbrug, som en perfekt motor til bilen. Vi savner dog også en mindre dieselmotorisering, som kan gøre ASX til et mere prismæssigt danskervenligt alternativ. Der er ingen tvivl om, at kvaliteterne er til stede i den kompakte SUV, der fylder et hul ud hos importøren. Spørgsmål er bare, hvor stor markedet er for den type biler.
Billedtext: Markant: Mitsubishi ASX er udstyret med den rektangulære kølergrill fra resten af familien. Den virker mere harmonisk på den stramt designede crossover SUV end på de andre modeller.
Billedtext: Buttet. Den skrånende bagende giver coupé-associationer, men koster på højden i bagagerummet.
Billedtext: Harmonisk: Det delvist fladt liggende instrumentbord er præget af bløde linjer. Det ser ganske indbydende ud, men plastikken er hård.
Billedtext: Benplads. Den forholdsvis lange akselafstand i modellen, der deler platform med Outlander og Lancer Sportback, og har akselafstand som førstnævnte, giver pænt med benplads. Men bagsæderne kan dog ikke længdeforskydes.
Billedtext: Begrænset: Bagagerummet er med sine 416 liter ganske rummeligt. Den skrå taglinje tager dog noget af højden.
Billedtext: Elastisk. Den nyudviklede 1,8 liters dieselmotor byder på mange kræfter og lavt forbrug. Motoren på 150 hk går på papiret 18,2 km/l.


Af Christian Schacht
20. juli 2010 14:21