Chevrolet indfører prisgaranti på service
Chevrolet-værksteder og -forhandlere skruer nu op for intensiteten i konkurrencen mod uautoriserede serviceeftersyn.
Det sker med en prisgaranti, der betyder, at man matcher prisen, forudsat, at den er indhentet i lokalområdet og opfylder servicepunkterne i bilens serviceskema. De nærmere betingelser kan ses på mærkets hjemmeside www.chevrolet.dk.
Skiftedag for BMW M5
Efter fem år og 20.548 eksemplarer er produktionen af BMW M5, hvis V10-motor yder 507 hk, nu endelig indstillet. Ifølge tyske Auto, Motor & Sport efterfølges modellen, der kom som sedan og touring, af den nye generation M5, der byder på en 4,4 liters V8 biturbomotor på 560 hk. De største markeder har været USA med 8800 biler, fulgt af Storbritanien med 1776 styk og hjemmemarkedet Tyskland med 1647 eksemplarer.
XL A8 til europæerne
Kineserne skal ikke være ene om at kunne købe den ekstra lange Audi A8. Modellen introduceres nemlig på det europæiske marked til efteråret, skriver Automobilwoche. Limousinen, der er forlænget med 13 centimeter i forhold til en almindelig A8’er, er dermed 5,27 meter. Den bestykkes med opgraderet 6,3 liters V12 motor på 500 hk, har et moment på 625 Nm og bringer den store bil 0-100 km/t på 4,7 sekunder. Farten er elektronisk begrænset til 250 km/t.
Fuld tilfredshed - eller bilen tilbage
Hvis du køber en Chrysler, Dodge eller RAM varevogn og ikke er tilfreds. Så får du pengene tilbage, bare du kommer inden for to måneder. Sådan lyder det nyeste tilbud fra den kriseramte Chrysler-koncern til sine kunder. Dog kun i USA. Der er ingen lignende planer på det store tyske marked, skriver Automobilwoche.